Tegnestuen Arkens greb er udformet sådan, at alle boligtypernes design er tænkt ind i deres beliggenhed. Både i forhold til landskab og udsigt, men også med sigte på det byrum der opstår imellem bygningskroppene.
Projektet stræber efter en høj grad af sammenhæng mellem bebyggelse, natur og landskab. Bebyggelsen fremstår som to små klynger placeret på en naturgrund, hvor landskab og hjemhørende planter binder området sammen i én visuel bevægelse.
Mossø Bakke er en sokkeludstykning, hvilket betyder at de enkelte huse er ejerboliger – præcis som en almindelig villa. Den omkringliggende natur udmatrikuleres til fællesareal.
Allerede i entréen mærkes det smukke gennemstrømmende lys, der kendetegner boligerne i Mossø Bakke. De store vinduespartier til flere sider åbner hele huset op imod den grønne udsigt og lyset strømmer ind i de rummelige planløsninger. Alle boligerne har store lyse køkkenalrum og stuer med kig ud i Søhøjlandet.
Der er indtænkt funktionsmøbler og plinter, så kvadratmeterne udnyttes bedst muligt. Og samtidigt skabes der hyggelige siddepladser ved de glaspartier, som byder på den bedste udsigt.
Den gennemgående tanke bag grundplanerne er at gøre boligerne mindre, uden at gå på kompromis med funktionalitet og æstetik. Ved at gøre boligerne mindre end gængse familieboliger, er der blevet frigivet ressourcer til de store fællesfaciliteter, som man i stedet kan trække på, når pladsen i boligen bliver for trang til eksempelvis fødselsdagsfester, overnattende gæster og hjemmearbejde.
I flere boliger er der desuden mulighed for at tilføje en eller flere hemse, der kan bruges til både huler, soveplads eller opbevaring.
Minivilla 110 er designet så den både kan rumme en familie med to voksne og to børn eller til familier, hvor børnene er fløjet fra reden.
Husets hjerte er det store leverum, som løber i hele husets længde fra øst til vest. Leverummet er sydvendt og konstrueret som ét åbent plan, hvor køkkenet flyder som en fritstående “ø”. Gulv-til-loft vinduer åbner rummet op til naturgrunden udenfor, og den visuelle opdeling af “inde” og “ude” udviskes.
En generøs entré med tilhørende bryggers sikrer hverdagspraktikken de bedste rammer.
Den nordvente akse er opført med værelser som store og private alkove-retræter. Placeringen af Minivilla 110 på Mossø Bakke sikrer naturligt lys i hjemmet fra daggry til de sidste skumringstråler.
Minivilla 110 kan kan opføres med to eller tre værelser og de to børneværelser kan bygges med hemse, hvorved værelsernes gulvareal friholdes til leg og funktion.
Minivilla 125 er designet til den store familie, som ønsker en smuk funktionel bolig i ét plan.
Boligen er tegnet som et klassisk længehus, og er indrettet med en stor, lys vestvendt stue og køkkenalrum i sammenhæng, men forskudt i husets akse. Loftet er åbnet til kip, hvilket giver masser lys og luft i levearealerne.
Hele huset skæres igennem af fordelingsgangen, som er gennemlyst med glas i begge ender.
Minivilla 125 kan kan opføres med tre eller fire værelser og to ud af tre børneværelser kan bygges med hemse, hvorved værelsernes gulvareal friholdes til leg og funktion.
Det store badeværelse placeret centralt i huset, kan indrettes med to brusere, og der kan tilvælges et funktionelt gæstetoilet i bryggerset.
På Mossø Bakkes østlige side, ligger bebyggelsens alternative byhus, hvor fokus er på kompromisløs udsigt over smukke Mossø og Søhøjlandets dramatiske natur.
I det store halvandetplanshus er hele leverummet indrettet på 1. sal i ét åbent plan med et bredt glasparti mod vest, så landskabets storhed flyder ind i både stue og køkken.
Da køkken og stue er udlagt i det åbne plan på 1. sal, får leverummet karakter af et generøst penthouse med garanteret wow-effekt, når der kommer gæster forbi. Og til daglig glæde for husets beboere.
Stueetagen rummer to gode værelser og et master bedroom, samt stort badeværelse, funktionel entre og et rummeligt depot under trappen.
Huset er perfekt til børnefamilien med to voksne og to børn. Eller til seniorer som kan fravælge et værelse i stueetagen, så det fremstår med to værelser og et multirum.
Et helt unikt hus med en vidunderlig udsigt. Arkitektens favorit.
De store halvandetplanshuse på 135 kvadratmeter har vi valgt at kalde for Mossø Bakkes byhuse. De imiterer i sit udtryk husene i den gamle bygade, og har en klassisk grundplan, hvor leverummet er placeret i stueetagen og værelserne på 1. sal.
Byhusene er perfekte til de børnefamilier, som vil have plads og funktion uden kompromisser.
Fra entréen, der har adgang til det ene af husets to badeværelser, åbner huset sig op i et stort lyst køkkenalrum med direkte forbindelse til stuen. Stuen har adgang til den private terrasse, og naturen vest for huset.
Under trappen er der et praktisk depotrum.
På førstesalen findes et stort master bedroom, et funktionelt badeværelse og hele tre gode børneværelser.